Klik herunder for at downloade folder med kurser
Jeg har den glæde, at jeg kan undervise i kreative rammer under FOF, omgivet af stor lydhørhed, og med plads til ideer. Det betyder store fordele, ikke mindst, at der er rigtig god tid til den enkelte elev.
se også www.fof.dk
Som vi synger, synges vi...
I løbet af sommeren etableres kurser / solo-undervisning efter ønske.
Kontakt mig gerne direkte.
Sangatelieret
- en anderledes sangskole
V Vibeke Rolskov
Konservatorieuddannet sanger og sangpædagog. Omfattende solistisk koncert- og operaerfaring i ind- og udland. Kordirigent gennem lang årrække. Vibeke tænker kreativt nyt om sang, og udvikler nye legende indgange og veje -fysisk, udtryksmæssigt og spirituelt.
Solosang 1 - Lad da sangen tone frit
Din stemme, dit eget instrument, dit stærkeste udtryksmiddel. Hvad rummer netop din stemme? Hvordan kan du bedst bruge den? Hvad skal du gøre for at give friest muligt udtryk, og skønnest klang? Hvad kræver netop denne sang, hvad vil musikken her, hvad vil digtet? Vi arbejder med sangteknik, musikalsk frasering, udtryk.
NB: Både for dig, der er bange for at synge eller give lyd, og for dig, der synger sjov, for alvor, på trods eller med ambition. Alle er velkomne, ingen forudsætninger. Der er afsat rigtig god tid til den enkelte. Vi genfinder stemmen. I løbet af året indfletter vi tid til også at lytte til og opleve sang med hinanden i uhøjtidelig, jantefri, hyggelig stemning.
Solosang 2 - Du er din egen sang
For elever der vil arbejde i dybden. Nodekendskab og en vis erfaring med din stemme ønskes. Efter en lille en snak finder vi ud af, om dette er en gruppe for dig. Udover en videreførelse af det beskrevne i solosang 1, arbejder vi her med ting af større sværhedsgrad, tilføjer nogle akkompagnementstimer med pianist, og et ensemblesangarbejde forsøges etableret. Sangglæden er stadig vigtigst. Ekstra udgift til pianisttimerne må påregnes.
Ensemblesang - Lyt hjerte
Vi mødes i løbet på aftalte tider, og synger duetter, musical men også små ensembler. Satser af Mozart samt fra romantikken, ligesom renæssance- og middelalder korsatser. Vi kan etablere dette som et weekendkursus. Forudsætning: at du allerede arbejder med solosang eller tilsvarende.
Morgensang - Lad klang og toner mødes
Vi åbner for stemmen og den vidunderlige energi i at synge sammen, revitaliseres, når vi møder dagen med hinanden i sang. Vi strækker og ånder igennem og lader sang være en naturlig del af dag og liv. Hvor mennesker synger fællessang skabes et særligt felt, et samklangens rum. Et samvær, hvor det digteriske udtryk i vore sange opleves og beriger os. Vi mødes med vore individuelle stemmer og føjer dem til samklang. Vi oplever, og oplives, vi ser verden og hinanden med nye øjne, og lytter med åbne sind. Og så er det bevisligt sundt, det er øget livskvalitet at møde dagen med en sang.
Vi tager frit fra den danske sangskat, tilsat lidt andet efter ønsker. Uhøjtidelig stemning. Ingen forudsætninger. Kaffe og the.
Dette kursus kan efter aftale bestilles til dit firma eller din arbejdsgruppe, din vennekreds.
Lysets sang
At synge af hjertets inderste tone. At synge lys. Oplev sangens frigørende kraft, med fokus på personligt og spirituelt udviklingsarbejde. Hvorfor synger mennesket? Tanker: Du er et konstant syngende væsen. Selv i stilhed synger du. Alle toner er allerede tilstede. Vi bliver gladere, friere, og stærkere af at synge. At synge og give tone og klang frigør energi.
I Lysets sang gør vi os bekendte med stemmen som vort eget instrument, og som vor kanal til fokus for spirituel energi. Vi leder denne energi over i healende meditationsarbejde og udvikler fri improviseret sang. Sangens lysende kraft gør meditation fokuseret, og fysisk intens. Åndedræts- meditations- og klangøvelser. Leg med ord og udtryk. Intuitiv sang. Enkel sangteknik. Enkle sange. Ingen sanglige forudsætninger, blot åbne sind.
Lysets sang for unge
Med udgangspunkt i unges særlige problematikker, arbejder vi med sangens frigørende energi, med sang som grounding, og øvrigt med stilhed og meditativ sang, som beskrevet ovenfor. Oplys om du er under 25 år
Foredrag Lysets sang: at synge lys.
Hvad vil det sige at synge hjertets tone? Hvordan opleves det at meditere i lysets sang? Hvad mener Vibeke, når hun kalder det at ”synge med engle?” Hvorfor vil lyden løfte os, og hvordan kan det opleves at synge lys?