Her får I lige min helt nye salme, lige knapt redigeret og 20 vers! lang, fremkommet efter begivenhederne i Norge.  

Af smerte fløj
hjertet vidåbent op
hver en tanke
råbte kun stop!
Vi ser - og ser
dog slet ingenting!
Men bag om synet
tanken nu tving:

Hvordan kan det ske,
og hvortil, hvorfor
ufred, smerte,
traume og sorg!
Vi efter meningen
spejder her;
eet ord til fred,
om healing, mon sker?

Men alt hvad vi ser,
etHele dog er.
Hver, vi møder
lysbroder kær!
strør tanken dom,
holdes ufred fast!
(Adskillelsen;
hvor uskylden brast.)

Læn hovedet ind
mod lysvældets mand
Lyt og mærk
at svare han kan.
Dit åbne hjerte,
han healer, når
dit billed løsnes,
trygtdu forstår:

”Se hele dig selv,
som hellig og hel,
healing da først
sende du selv,
ja, til dén mand,
der bortskubbes, når
du tænker Gud,
og helheden vor.

Hver sjæl, som du møder,
valgte du selv.
Handling sprang
af urvældets elv;
udviklet er
plan oprindelig,
hvorfra I kom,
hvor I hører til.

Når du tør velsignes,
signes vor jord
tør du tilgives,
tilgi´s din bror!
Og tør du elskes,
du elske kan
opløse had
til helheden sand!

Som du er og han
i helheden sand,
Kun et ego
borte fra ånd!
med illusion
om et muligt skel;
Men set i lys,
for Gud elsket hel!

Så fri da din tankes
dom til død!
Frygt opløs,
find ind til din fred:
At elske det,
som du lever, er,
Først da du Jorden
løfter og bær` .

Blidt englene se,
som gav deres liv;
Gennem gru
de unge lod ske;
det helt umulige
valgtes til!
Men hjerterne
da åbnes vil!

På rædsel og had
nu svares med fred,
empati
og kærlighed!
Og ret tilstede
kom selvet hjem:
en ny samhørighed
springer frem.

Ej længer da døm,
da holder du fast
den gamle jord,
med love, der brast.
Din tankeform da
kun skiller ad
din sjæl og Gud,
Han kenderej had!

Kun kærlighed vær,
som alt, du er!
Skyld og ufred
findes ej her;
I Helligånd,
hvor dit selv jo bor!
Du, barn af Gud,
min søster og bror.

Så kan du nok favne
Nuet trods alt?
Mærk mit hjerte,
heler nu alt.
I hellighjertet
som himlens port
mit ansigt se,
i lyset vort.

Min trøst alt du har,
hver dag og hver tid,
Fred er gi´t,
velsignelsen blid.
Og hvert et skridt
på den lysblå jord,
jeg går med dig,
dig løfter, bror!

Vi alt er eet,
så husk det dog!
I hvert et åndedrag,
som du tog;
Mit åsyn bølger
med fred om dig!
”Himmel til jord,”
er genkomst af mig!

Vor fars vilje ske
i himmel, på jord
en kode, som
befrier os, når
i lyset hengivne
vi forstår,
langt mer det er
end lovens ord.

”Din vilje ske”
Kristkærligheds ord!
åbner hjertegralen
på jord!
Lys strømmer vidt,
I englens løveport:
Min genkomst da
er muliggjort.

Der hvor I selv er!
der findes ej død!
Ej dogme-tro,
Ej frygt eller nød!
Befriet sjæl,
ånd da lyset frem!
Bring lys til jord
og rodfæst vort hjem.

Så nyn på et ord,
som løfter vor jord.
Nyn mit navn,
og syng frit dit Aoum!
Mærk hjertets røst:
Mærk min stærke trøst!
Mærk jeg er med!
Mærk; du har min fred! ”

Vibeke for Kristus Sananda
Juli 2011, i forbindelse med hændelserne i Norge, d. 22. juli.

mel. The water is wide.. skotsk trad.

 Glædelig Grundlov! Ønsk hinanden til lykke med i dag.
 
Vi er her  jo for at fejre og holde fest idag. Hvor andre lande fejrer sine Grundlove med fyrværkeri og optog, går det stille for sig i Danmark.
Vi er forvænte og efter vores historiemytologi fik vi vores grundlov i fredsommelighed af en venlig Frederik d. 7. , der ikke behøvede afvente revolution for at følge folkets vilje. Vi kan svinge os op til at synge en enkelt sang, måske, og ellers er det en god dag at sætte sine drivhusplanter ud i fri jord, og så radiser i nationalfarverne, rødt og hvidt. Mange danskere har et jantelovspræget, politisk korrekt og lidt ufortalt, sky forhold til kærligheden til vort land. Vi ved godt, det er et fuldstændig, fantastisk sted at bo. Men vi går stille med det. Vi behøver jo ikke revolutionen.
 
Det sidder dybt i hver dansker. Vi har det jo godt. Vi er trygge, som Hobbitter i Herredet, i Tolkiens Ringenes Herre. Og har man prøvet at bo i flere år udenlands som jeg,  ja, så ved man hvor meget den uskyld og tryghed er værd. Der er ikke grænser for, hvor man identificerer sig med sin danskhed, når man bor i udlandet. Man er dobbelt så frigjort som almindelige danskere derhjemme, og man er dobbelt så opmærksom på sin hobbit-lidenhed derhjemme. Man undrer sig ikke over, at Danmark er kåret til verdens lykkeligste land og husker, at i Danmark er alle venlige og går rundt oghygger sig hele tiden. Jeg husker, at da jeg flyttede hjem igen blev jeg småchokeret over den selvfølgelig forkælelse og utilfredshed. Men det er måske netop en essens ved danskheden: denne ubevidste lykke og det trygge demokrati. Tryghed til at slå fødderne op, hygge sig og måske lige brokke sig lidt over hvor tåbelige de dog er… i folketing og byråd.  Og have ret til begge dele. Men er brokkeriet udsprunget af en national jantelovsusikkerhed; altså – vi tør ikke rigtig tro vi er noget? Er Janteloven Danskernes spøgelsesgrundlov?   Hvordan gør vi i så fald op med det? Og i stedet komme frem til at mærke værdierne og glæde ved vores sted?
 
Her i Mosbjerg-lokalsamfundet er vi blevet grundigt gennemrystede i år. Det samfund, der er tilvant trygt og ”meget godt”  blev pludselig ubehageligt  med forkerte beslutninger med konsekvens for os, der truede vores landsbys overlevelse og dermed vores bosted og hele tilværelse.  
 
Vi havde træt nikket til at slå kommuner sammen . ”Nå. nå, Det går nok. Selvom det er for ringe. ” Men så mærkede vi, at energien flyttede sig. Den menneskelige opmærksomhed og identitetsfølelse  flyttede fra det sted, vi bor og lever, og til et overordnet sted, der så med køligere afstand på os. Jeg ved det mærkedes både her i Mosbjerg/ Sindal og i Hirtshals, hvor mange af jer, der lytter i dag bor. Pludselig ”havde vi på en måde ikke vores egen by”, noget var taget fra os, en identitet.... Der er forsket i at for at få en samfundsgruppe til at trives, må den kunne overskues, altså, have en vis størrelse, men ikke være alt for stor. På afstand, f.eks set fra en luftballon, bliver menneskers liv og færden som en myretue, man pirker i, de løber lidt rundt, men man engagerer sig ikke i panikken. Det kommer ikke ind under huden, man får knap nok myrekryb.
Men hernede i tuen, Mosbjerg, væltede opbyggede vægge og fundamenter, da vi fik at vide at vores skole skulle væk.   At beslutningen blev uden det blik for kvalitet og de værdier, som vi trygt regnede med blev hørt, kom bag på os. Der blev begrundet: ”Dette er ikke en vækstzone. ”. Med andre ord: stedet er dødt og uden grokraft; det regnes ikke med mere. I stedet for at netop satse på vækst og gøde grunden, blev det hele lagt brak.
 
Og vi vågnede. Vi så os omkring.   Vi myldrede pludselig sammen. Og vi gjorde opmærksom på dette. Vi ytrede os. Vi fik sagt fra. Vi slog på tromme og sang. Vi prøvede at forklare vores børn, hvad der skete. Men oplevelsen var tung, vi blevikke hørt. Vi fik at vide, vi ikke skulle tro, vi var noget værd! Vort  udkantsdanmark kunne ikke overleve ved det centrale Danmarks overflade-demokrati og kortsigtede økonomiske tænkning.
Og her; kom et spørgsmål: Hvad kan vi så bygge på?Hvad er så noget værd?
Vi måtte nærmere. Vi måtte vove nærheden. Vi ville ikke længere acceptere at sygne hen i ligegyldighed og ikke-vækst. Vi forstod at vi skulle være klogere,  og at vi skulle kunne noget.
Vi forstod atvi skulle være noget.
 
Vi tog m.a.o grundloven til os og  vendte samtidig janteloven på hovedet.
 
Det første skridt, da frustrationen havde lagt sig, blev at grundlægge  en friskole, grundlovssikret af de gamle vismænd i dansk historie. Men også aktivt og kreativt at genopfinde grunden til at bo her og værdien heri.
Det gik op for mange denne vinter, at identitet for os alle, for vore børn, opstår når vi kan mærke nærvær og helhed. Læreren kender barnet, forældrene. Eleverne kender hinanden og hinandens forældre. Så er Vi ikke ligeglade. I det nære må vi turde løfte hovedet og hilse på naboen, på medforældrene, på den gamle, der krydser gaden det samme sted dag efter dag, på de personer, der knytter mening til vores hverdag, om det så er i Brugsen, i koret, i kirke eller i skole. Det er dit og mit, mig og dig.
Det kendte har værdi. Vi må vende Janteloven på hovedet; Ikke sige truende, ”Du tror måske ikke, at jeg ved noget om dig?”! Men i stedet; Vi skal tro, at vi ved noget om hinanden.  
 

• I må gerne vide noget mere om mig. Jeg må bekende noget i dag. Jeg er hårdt ramt af Nemesis.

Som purung kørte jeg til ofte med toget til Frederikshavn på vej til Norge, og godt rejsetræt lænte mig mod den fedtede rude og sad og stirrede på den ene lille trinbrædtsstation efter den anden  Da ramtes jeg uventet af Nemesis:
Jeg stirrede på Sindal Station og sukkede. Hvem pokker er dog de arme mennesker, der har bosat sig et så umuligt og gudsforladt, dødt og øde sted… Hvad vil de dog her, jamen! hvad laver de her!
 
Nu bor jeg her selv på 16. år. Jeg havnede her, lidt tøvende, fordi den personlige kærlighed kaldte mig herop.Pas på, sagde folk, der holdt af mig. Du mister det, du havde, ingen kan regne med nogen, der bor på den anden side af fjorden. Danmark ophører ved Limfjorden. Foråret er to uger forsinket deroppe, nordjyder er vilde, stammer fra vandaler, der lugter ofte kraftigt af gylle  eller mink, jorden er så fattig, at det, der gror vildt i haverne er gamle bilvrag, de taler et uforståeligt sprog, som man må lade som om man forstår, for det er som en hemmelig kode, der findes ingen parlører, du kan slå op i. De er stolte af at være tværinger, og der er i hvert fald ingen brug for en sanger.
Men jeg har dog oplevet, at rigtig mange her oppe, har taget et aktivt kærlighedsvalg om at flytte til, bebo og være her i Vendsyssel. Det er en udpost for at være!Og så er her heldigvis stadig plads til skæve eksistenser og originalitet i modsætning til konformitet, kopier og komfort. 
 
Jeg ved godt, jeg stadig er tilflytter i de flestes øjne, den status vil jeg end ikke forsøge at røre ved. Tværtimod. For  svaret til mit unge jeg, om hvorfor vi dog bor her, må blive:
 
Vi er her, fordi vi tør. Og fordi vi skal. Vi er her, fordi vi ved vi er noget. Vi tilvælger og tilflytter noget hver dag. Vi fæster rod, hvor det blæser hårdest med modvind, og vi er her stadig, fordi her mærkes det, hvilke mennesker vi er, og hvad vi sætter i gang, ogom vi sætter noget i gang. Derfor er dette sted, dybest set et vækst-sted og må modsige politikernes dom.
Vi er her, fordi udkantsDanmark for os erkerneDanmark. Vi ved at det modsatte af udkantsdansker ikke er centraldansker men snarere overfladedansker. Vi kan ikke gemme os i ligegyldighedsmængden. Vi drukner heller  ikke i masserne, og vi oversvømmes ikke udefrakommende  kultur- og underholdningstilbud, så vi ikke behøver mærke os selv, men kan blive på overfladen. Råber man her, så høres det, det vejres ikke bort men vinder oftest genklang!  Herer højt til loftet, Her er lysets land. og havene fra begge sider spejler lyset,  og gør os helt svimle af det og meget åbenøjede, vidtskuende , ja oplyste. -  skal der skabes noget må vi selv, skal der synges, må vi selv! Vi må tro vi er noget værd, og at det at bo her, er noget værd.. Og ellers må vi sætte os ned og turde være. Være menneske.  
 
 

• Jo. Der er grund til at hejse flaget  på Grundlovsdag. Dannebrog står så flot mod den himmel, der er temmelig blå, som B. A. siger. Smukt og harmonisk. Det skal ikke ses som et tilranet symbol for et politisk parti, der appellerer til laveste udtryk for frygt og ego hele tiden. Ej heller kan det for alvor skæmmes selvom vi har set det brugt som et symbol, der skulle brændes og hades. Vi var mange, der fik et stød i hjertekulen, da vi så det. Og det er blevet svært for den politisk korrekte dansker at hejse flaget, men jeg gør det selv, og jeg kender en ældre herre, der gør det hver dag, som et symbol for livsglæden på trods. Jeg er her endnu. Ja. Vi er her endnu ..

 Det er et flag, der om noget udtrykker ildhu og varme bygget på medmenneskeligt livssyn. Og det har overlevet at man misbruger det.Hvidt som det hele menneske, vist med krist-korset, i balance, et menneske, der står godt i sig selv, men også breder armene ud mod de andre, centreret i hjertet.Rødt som hjertevarmen og livsilden, der skal udstråle fra os og omgive os .  Ja, jeg inviterer jer i dag, til at turde se på vores Dannebrog uden fordom, og se det som jeg, som et tegn på et ikke kun et grundlovsord, men et grund-livs-ord:  ”Du skal elske din næste, som dig selv”.
 
Mennesket, der står hvilende i sig selv, sin ånd, sin rod, sit hjerte, men rækker ud til andre, gennemglødet af hjertets kraft.
Vi skal kunne elske vor næste som os selv: og så må vi turde mærke,  at detselv er noget og er noget værd.  Detgiver et menneskesyn, hvor vi tør se os selv, og derfra se hinanden,  se hinanden, og derfra se os selv. Der opstår det ægte menneskelige fællesskab, og vi kan ånde frit.
 
Det samme gælder vort land og samfund. Vi udgør, de andre udgør,  levende værdifulde dele af eet hele, een jord, én planet, én global helhed.
Vi skal altså turde elske det land, den kultur, den historie, den rod og identitet, som vi har, hvor vi kommer fra. Så vælter vi ikke, når andre, kommer til..
 
..og vi behøver ikke en smådoven  absurd politisk korrekthed og selvpålagt konfliktsky selvcensur, udført med nervøse ticks og kig over skulderen, nej, vi kan fejre vores ubetingede ytringsfrihed!
 
Og spørger vi om, hvad der er noget værd, så må vi se der hen og vi må erindre hinanden om det. Det er noget værd!
 
Det kreative menneske, der hæmmes, må jo bruge sine evner i en stadig kamp til at kræve værdighed og frihed med uigendrivelig   kraft som en mælkebøtte, der kæmper sig gennem asfalten for at nå solskinnet og luften.
Vi ser det rundt om i verden netop nu; Kravet om ytringsmulighed og demokrati opstår  netop nu via den nye globale bevidsthed via internet. En globaliseret verden oplever en anden form for nærhed  med udveksling af ideer, viden og ord. Det koster mod og farlige ord, ja, kamp mange steder at kræve sin stemme. Det er som en indre Grundlov, som kræver enydre lov. Ligesom vi opnåede det her med kloge folks indsats i 1849  og 1915  og genvandt retten til i 1945.  Og vi kan sige TAK for det.    VI står trygt her i Danmark med en fælles historisk basis med  taknemmelighed over alt det, der er opnået, der er givet og alt det, der er noget værd:  friheden til at ytre, skabe og være og til at have vore stemmer.  
 
 

• I kongens store tale,en dejlig film om  medmenneskelighed og udvikling finder den arme mand, der skal være konge langsomt ud af at slippe sit stammer handicap !   ”Jeg er ligeglad med hvad du forsøger at sige, hvorfor skulle jeg høre på dig? ” spørger  terapeuten. ”Fordi jeg har en stemme!” , råber kongen hårdt plaget tilbage. Og forløses dermed af sin indre grundlov.

JA! Vi har stemmer. Vi har heldigvis denydre grundlov, der sikrer ret til at stemme og til atbruge stemmen. Vi har den indre grundlov, frihedstrangen og ytringstrangen. Og vi har dertil vores menneskelige stemme, der kan stemme i.
Mennesket har ordet.
 
Derfor taler jeg her også somsanger:   
 I sangen er det et grundvilkår at ytre sig, finde udtryk og være det kreative, skabende menneske lige her og nu, ryste Janteloven af sig og være sig selv bevidst og bekendt som umistelig del af et  fællesskab.  Ja, gennem tiden har sangen virket  samlende mod uretfærdig overmagt og som styrkende for identiteten og for frihed. Det behøvede ikke være protestsange. Det var nok, at man samlede sig og sang frit ud! I, der er så heldige at synge i kor, ved hvor stor en kraft det giver, når man synger sammen.
I sangen opstår nemlig det fælles udtryk. I sangen oplever vi sammen at udsige stærkeste ord, og alle kan være med i et nærvær , som vi værner om hver gang, vi synger sammen. Det er en stor gave at give det videre til vore børn og hinanden.Vi har en levende sangskat, hvorfra vi kan hente viden om os selv og verden, identitet og genkendelse. Når jeg tænker nedgennem mit liv var humoren og den fælles sprogreference altid til stede. Var solnedgangen smuk, sagde man ikke det, men i jysk underdrivelse citerede man i stedet ”ræven går derude, mor.” Var man ulykkelig forelsket fandt man trøst og visdom i med mørk fatalisme i stemmen at citere; ”hvor kan man plukke roser, hvor ingen roser gror”. Var det en jammerelendig sommer kunne man løfte sit bæger ironisk mod himlen og udbryde; ”skønt du så ofte har sveget mig”. Vi forstår os bedre som danskere, når digterne definerer os, får os til at grine ad os selv, og hvordan  livet jo ikke er det værste vi har  for om lidt er kaffen klar.. Vi kan føle underet af kraft og vækst både i Mosbjerg, Tarm og Jerusalem. Og netop i sangen sniger danskere sig endelig også til at  udtrykke vores i stilhed bårne, lidt stumme og i hemmelighed ret lykkelige kærlighed til Danmark:  vi kan sige godmorgen lille land, og i hvert fald til Skt. Hans sammen med Drachmann synge om, hvor vi elsker vort land.  Her hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende, kolde.
Som Nanna Friis Fabricius, en lokal kunstnersjæl, der boede på Bjørnager, og døde i Sindal 1983, sagde det i sit digt;
 
Er hjertet tungt, da syng kun Sorgen ud for alle Vinde,
 da bliver det ungt, og alt det bitre svære, straks vil svinde.
Og er det fro, da syng din jubel ud for alle Vinde,
da kan du tro, at stedse mere Glæde, du vil finde.
 
Det er noget værd!  Det er intet mindre end hjertets tale.
Jeg arbejder dagligt for at sætte den usynligt ødelæggende grundlov, janteloven, ud af kraft, og få mennesket til at tage sit udtryk, sin sang og sin stemme tilbage til sig selv.Derfor Jeg inviterer dig  til i dag at høre den omvendte Jantelov og tage den til dig:
 

1. Du skal vide, du er noget.
2. Du skal vide, at du er lige så meget som os.
3. Du skal vide, at du er klog .
4. Du skal mærke, at du er god.
5. Du skal vide, at du ved en masse.
6. Du skal vide, at du er mere!
7. Du skal vide, at du dur til noget.
8. Du skal  le ad os og med os.
9. Du skal vide, at nogen bryder sig om dig.
10. Du skal vide, at du kan lære os noget.
11. Du må gerne tro, at jeg ved noget om dig og at du ved noget om mig.

 
Det er noget værd:    Vi skal tro, at vi ved noget om hinanden..    og at vi  bebor  en vækstzone. Vi kan både stemme og stemmei, løfte os med ord og sang, med indre og ydre grundlov, med grundlivsord som basis og med digterord til inspiration. Og, som HCA har udtrykte det; hvorordene ikke slår til, der må musikken træde til.  
Så syng da Danmark -  lad hjertet tale!
og til lykke med det. Glædelig Grundlov!